Om os

Betlehemskirken er en del af Metodistkirken i Danmark og af den verdensomspændende Metodistkirke (United Methodist Church). Metodistkirken er en evangelisk frikirke. Det vil sige, at vi er uafhængige af staten, også økonomisk. Siden 1865 har vi været et statsanerkendt kirkesamfund med ret til at foretage dåb, vielse og begravelse med borgerlig gyldighed.

I Betlehemskirken knyttes venskaber på tværs af alder, køn og holdning…
I Betlehemskirken samles mennesker på tværs af livsstil, alder og politiske holdninger. Det er i fællesskabet, vi finder vores identitet og et ståsted i livet. Fælles for os er troen og længslen efter Gud. For os er kirken ikke kun normer og teologi. Det er i glæden, fællesskabet, nærværet og omsorgen, at vi ser et glimt af Guds kærlighed.

I Betlehemskirken er der plads til fordybelse…
Vi vil som kirke gerne skabe en ramme for mødet mellem mennesker og Gud. I gudstjenesten er der plads til, at den enkelte kan møde Gud igennem fx musik, bøn og lystænding. I smågrupper er der mulighed for at fordybe sig i Bibelen og hjælpe hinanden.

I Betlehemskirken bæres en del af arbejdet af dit frivillige engagement…
Som frivillig kan man være med til at præge kirkens arbejde. Aktiviteterne er vi selv med til at skabe. I øjeblikket er der fx børne- og ungdomsarbejde, praktiske opgaver, omsorgstjeneste, arbejde med formidling af kirkens budskab og mange andre opgaver. Ved at engagere sig får man mulighed for at være med i et arbejdsfællesskab og lære nye mennesker at kende.

I Betlehemskirken er der plads til alle, store som små…
Vi ønsker at formidle Guds kærlighed til alle. Derfor er også børn meget velkomne til at deltage i gudstjenesterne.Der findes et legehjørne og nogen gange er gudstjenesten helt på børnenes præmisser. Alle er uanset medlemskab velkomne til at deltage i Betlehemskirkens aktiviteter.
Er der noget du ikke forstår, eller som du gerne vil have forklaret er du velkommen til at spørge.

 

Materiale fra tidligere:
Hvad betyder faste? 
Wesley Challenge 

 

 

Betlehemskirken i Aarhus

 

 

 

 

Metodistkirken i Danmark